Pressemeddelelse
Den 26. oktober 2010
Indsigelse 3
Efter omfattende undersøgelser, er United Plantations blevet renset for alle Politikens beskyldninger ved offentliggørelsen af to uvildige rapporter, foretaget af:
- Energistyrelsen
- AarhusKarlshamn AB (”AAK”) og PricewaterhouseCoopers (”PwC”)
Ekstrakter fra rapporterne er inkluderet nedenfor:
”At United Plantations fremstår som meget velfungerende og fremskridtsorienteret virksomhed med stor vægt på bæredygtighed.” Energistyrelsen
”At der i de årlige RSPO-kontroller og i den særlige RSPO-inspektion som led i Energistyrelsens tilsynsbesøg indgik interviews med plantagemedarbejdere og fagforeningsrepræsentanter, som redegjorde for tilfredsstillende arbejdsforhold, og at der ikke var problemer i form af pesticidforgiftning eller mangelfulde sikkerhedsforhold.” Energistyrelsen
”Lægearkiverne fra United Plantations går tilbage til 1995, og i denne periode har der ikke været tegn på pesticidforgiftninger blandt medarbejderne. Derudover har Dr. Ravindran R. Naidu oplyst over for Energistyrelsen, at han er blevet fejlfortolket, og at han aldrig har behandlet pesticidforgiftninger fra United Plantations.” Energistyrelsen
”Tenaganita har bekræftet over for Energistyrelsen, at lægens udtalelser ikke refererede specifikt til United Plantations plantager, men til plantager generelt.” Energistyrelsen
”Det fremgik af tilsynsbesøget, at United Plantations siden 2006 har arbejdet målrettet på at udfase brugen af ukrudtsmidlet paraquat og insektmidlet monocrotophos. Dette bekræftes ligeledes af RSPO-certificeringen fra 2008 og de efterfølgende kontrolbesøg.” Energistyrelsen
”Miljøstyrelsens faglige ekspert i plantebeskyttelsesmidler og biologisk bekæmpelse vurderede efter tilsynsbesøget, at United Plantations samlede tiltag med hensyn til at udfase monocrotophos er tilfredsstillende og ambitiøse.” Energistyrelsen
“For at opsummere finder vi ingen beviser, der bekræfter beskyldningerne fremført i de danske medier, vedrørende pesticidbrug hos United Plantations og forgiftning af deres ansatte.” AAK & PwC
”Medarbejderne er uddannet og udstyret med det fornødne sikkerhedsudstyr. Sikkerhedsplancher er placeret alle steder hvor det er nødvendigt. Omfattende dokumentation samt træningssessioner bliver afholdt på de tre dominerende sprog. Yderligere, bar de sprøjtemedarbejdere, vi besøgte under udførelse af deres arbejde, alle korrekt sikkerhedsudstyr, og udførte deres arbejde på en forsvarlig måde.” AAK & PwC
“I forbindelse med undersøgelsen, mødtes vi med fagforeningsrepræsentanter på Jendarata plantagen. Det billede vi der fik, stod i skarp kontrast til beskyldningerne.” AAK & PwC
”Undersøgelsen viste ikke nogle væsentlige problemer, hvor der er påkrævet nødvendige tiltag for forbedringer. Der blev dog fremført fem mindre observationer og ”anbefalinger”. Disse anbefalinger repræsenterer mindre forbedringsforslag, som United Plantations kan overveje.” AAK & PwC
Alle fem mindre forbedringsforslag vil blive inkluderet i træningsprogrammet, samt fyldestgøre United Plantations´ dokumenteringssystem.
Baggrund:
Dagbladet Politiken har i en online video (http://politiken.dk/erhverv/article1054454.ece) af 8. september 2010 og i en serie stærkt misvisende og fordrejede artikler, bragt i avisen fra 8. til 22. september samt 13. og 21. oktober 2010, fremsat en lang række fejlagtige påstande, som bestod i, at ansatte hos United Plantations skulle have pådraget sig helbredsmæssige skader, som skyldes uforsvarlig anvendelse af sprøjtemidler og de overordnede arbejdsforhold i virksomheden. Artiklerne insinuerer desuden at medarbejderne frygter ledelsen og at der ikke ydes den tilstrækkelige lægehjælp. Udtryk som ”giftplantage” og ”vi bliver behandlet som slaver”, er desuden fremført i artiklerne.
Tidligere indsigelser fra United Plantations:
United Plantations har tidligere modbevist beskyldninger fremført af Politiken i to indsigelser, som blev offentliggjort henholdsvis den 9. og 16. september 2010. Disse kan ses via følgende link:
Indsigelse 1, den 9. september 2010
Indsigelse 2, den 16. september 2010
I ovennævnte indsigelser gør United Plantations det klart, at Selskabet bød eksterne undersøgelser af myndigheder, kunder og eksterne auditører velkommen, således, at de på detaljeret og uafhængig vis, kunne foretage undersøgelser omkring Politikens beskyldninger.
Offentliggørelse af de uvildige rapporter:
To uvildige undersøgelser er nu færdiggjorte, og rapporterne kan downloades via følgende links:
Energistyrelsens rapport kan downloades her
Resume af AAK/PwCs rapport kan downloades her
De uvildige og omfattende undersøgelser foretaget mellem den 11. september og den 11. oktober 2010, tilbageviser entydigt de stærkt misvisende og fordrejede påstande, fremført af Politiken i dets omfattende artikelserie.
Begge rapporter fremhæver desuden, at brugen af sprøjtemidler på United Plantations sker under overholdelse af de strengeste sikkerhedsbestemmelser og i overensstemmelse med nationale regler og anvisninger fra blandt andet FAO (Food and Agriculture Organization) og RSPO (Roundtable on Sustainable Palm Oil).
Rapporterne bekræfter yderligere, at der, i forbindelse med arbejdet med sprøjtemidler, ikke er sket alvorlige uheld eller pesticidforgiftninger på United Plantations i årevis.
En tredje uvildig rapport, udført af Control Union Certifiers, Holland, på vegne af RSPO, vil være tilgængelig på Selskabets hjemmeside www.unitedplantations.com efter færdiggørelsen.
Tilbagevisning af påstande i Politikens online video af 8. september 2010:
I linket nedenfor tilbageviser United Plantations alle de stærkt misvisende og fejlagtige påstande, som findes i den føromtalte online video udarbejdet af Politiken:
http://www.youtube.com/watch?v=DwcdsVDOwxw
Udfasning af Paraquat og Monocrotophos:
Siden 2008 har United Plantations målrettet arbejdet på at minimere brugen af Paraquat og i maj 2010 besluttede bestyrelsen helt at udfase Paraquat ved udgangen af 2010. Denne målsætning blev allerede opfyldt pr. 1. oktober 2010. Dette betyder, at United Plantations er et af de allerførste plantageselskaber i Sydøstasien, der har afskaffet brugen af Paraquat.
Brugen af Monocrotophos - der hos United Plantations udelukkende injiceres direkte i palmestammerne - er ligeledes blevet reduceret markant over en årrække. Siden 2006 er brugen reduceret med ca. 50%. United Plantations har en intern målsætning om at udfase brugen af Monocrotophos ved udgangen af første kvartal 2011.
I den forbindelse har United Plantations indledt et samarbejde med to førende globale kemikalie-producenter - Bayer og BASF - med henblik på at finde de bedst egnede alternativer som erstatning for pesticidet.
I flere af artiklerne i Politiken er angivet, at United Plantations har ”erkendt” / ”indrømmet”, at virksomheden bruger Paraquat og Monocrotophos. United Plantations har aldrig holdt det skjult, at virksomheden bruger begge midler, og brugen af ordene ”erkendt” og ”indrømmet” er følgelig forkert. Politiken har desuden indikeret, at beslutningen om at udfase Paraquat først blev taget efter Politikens henvendelse til storkunder i august 2010. Dette er ikke korrekt. United Plantations har siden 2008 arbejdet på at minimere brugen af Paraquat, hvilket tillige er en betingelse for at opfylde RSPO kriterierne, som United Plantition blev certificeret under i august 2008.
Tvivlsom journalistik af Politiken:
Baseret på hvad adskillige medarbejdere har fortalt til United Plantations, er der klare beviser på at videoen, som blev lagt på Politikens hjemmeside den 8. september 2010, som portrætterer fem kvindelige ansatte med forskellige lidelser, forårsaget af pesticidforgiftning, indeholder en række beskyldninger, som umuligt kan være rigtige, og som de fem kvindelige ansatte selv har taget skarpt afstand fra.
NGO’en Tenaganita og Politiken tog de fem kvindelige medarbejdere med ind til et hotelværelse i den nærliggende by, Teluk Intan, for at lave et interview. Medarbejderne har efter interviewet udtalt til adskillige uafhængige kilder, herunder deres egen fagforening, at de føler, at de både er blevet instrueret og ført bag lyset, til at give misledende udtalelser mod Selskabet. Interviewet blev brugt i onlinevideoen på Politikens hjemmeside den 8. september 2010, og er også blevet citeret i adskillige af artiklerne. Politikens journalist portrætterede de fem kvindelige ansatte fra United Plantations, som om de havde helbredsmæssige lidelser, som følge af pesticidforgiftning.
Interviewet med de 5 kvindelige medarbejdere, der er citeret for at udtale sig om deres personlige erfaringer, når de bruger sprøjtegifte, forekommer dog at være absurd, eftersom ingen af dem har arbejdet med sprøjtemidler de seneste 7 år, og medarbejderen, Mrs. Selvi, som ifølge hende selv, blev manipuleret til at sige i videoen, at: ”hendes fødder er blevet skæve, efter at have sprøjtet pesticider”, har aldrig, gennem hendes 20 år som ansat hos United Plantations, arbejdet med pesticider.
Klik venligst på nedenstående link, for at se Mrs. Selvi’s udtalelse i interviewet med Politiken:
http://www.youtube.com/watch?v=mdZ2v1shgD8
Klik venligst på nedenstående link, for at se Mrs. Selvi’s reaktion efter interviewet med Politiken:
http://www.youtube.com/watch?v=swxB3q61iIE
Medarbejderne er fortørnede over den behandling, de er blevet udsat for i forbindelse med interviewene og føler sig manipulerede til at udtale sig som sket. De har meddelt deres samtykke til, at United Plantations får udleveret det fulde materiale om interviewene med dem, således at det kan blive vurderet, om de er blevet behandlet korrekt i forbindelse med interviewene. United Plantations’ advokater har fremsendt disse skriftlige samtykker fra medarbejderne til Politiken, som desuagtet har nægtet at udlevere materialet og derved få sandheden om interviewene frem i lyset.
Alle ansatte, som af Politiken og Tenaganita blev interviewet under deres besøg hos United Plantations mellem den 25. og 28. august 2010, og som påstås at have indåndet farlige giftstoffer, hvilke skulle have forårsaget skader og tegn på pesticidforgiftninger, har gennemgået grundige, uafhængige medicinske undersøgelser, som inkluderede blodprøver, nyre- og leverprøver, røntgenbillede af brystkasse, fysiske og åndedrætsmæssige undersøgelser samt undersøgelse af hænder, fingre, fødder og øjne. Resultatet fra prøverne, hvor blodprøverne blev analyseret af et uafhængigt laboratorium, viste, at ingen af medarbejderne havde tegn på pesticidforgiftning eller nogen anden form for overeksponering.
Udover de ca. 20 medarbejdere, som Politiken har talt med, har samtlige 400 medarbejdere, der håndterer sprøjtemidler, fået foretaget samme omfattende lægecheck i de seneste uger.
Ikke én af disse ansatte led af nogen former for lidelser, tegn, eller symptomer på pesticidforgiftning, hvilket i den grad, udfordrer troværdigheden og integriteten af Politikens journalistiske standarder, og, ikke mindst, Tenaganitas udsendtes, som iværksatte interviewene.
I artiklerne har Politiken citeret en lokal læge, som, ifølge avisen, påstår, at han hver måned tilser 5-10 patienter fra United Plantations, som lider af pesticidforgiftninger. Dette er ikke korrekt. Ikke alene har den pågældende læge, Dr. Ravindran Naidu, som er Politikens eneste navngivne kilde, bekræftet skriftligt såvel som mundtligt, at hans kommentarer er taget ud af kontekst, og dermed bliver misvisende, men også den lokale NGO Tenaganita har bekræftet gennem et brev til United Plantations, at Dr. Ravindran Naidus udtalelser, fra deres fælles interview, er blevet misbrugt og taget ud af kontekst i Politikens artikler.
Uddrag af brev, dateret 11. oktober 2010, fra Dr. Irene Fernandez fra NGO’en Tenaganita:
”Tenaganita har redegjort for de begivenheder og omstændigheder som har resulteret i produktionen af en video, samt Politiken’s offentliggørelse af artikler i adskillige fora. Organisationen har særligt undersøgt Politikens interview af Dr. Ravindran Naidu. I denne sammenhæng, har den yderligere verificeret det ovennævnte interview, med dets egen optagelse fra begivenheden.
Vi er nødsaget til at fortælle, at udtalelsen tillagt Dr. Ravindran Naidu, i forbindelse med pesticid-forgiftning hos United Plantations er fejlagtig, og er taget ud fra den generelle sammenhæng i interviewet. Vi er af den opfattelse, at det blev udtalt om plantager generelt.”
Uddrag fra brev, dateret 11. oktober 2010, fra Dr. Ravindran Naidu:
”Jeg ønsker at fastslå, at alle udtalelser som jeg har lavet i mit interview med Mr. Claus Blok Thomsen drejer sig om pesticidforgiftninger i plantager generelt, og ikke om United Plantations specifikt. Alle beskyldninger, som henviser til forgiftningstilfælde direkte hos United Plantations, er fejlagtige, og er taget ud af kontekst.”
Misvisende brug af udtalelse fra Executive Director, Carl Bek-Nielsen:
Politiken har gennem forløbet flere gange fremstillet sagen som en tilståelsessag, hvor Executive Director Carl Bek-Nielsen, ifølge avisen, i andre medier har bekræftet, at kernen i Politikens artikler er korrekt, eftersom han har bekræftet brugen af pesticider uden det fornødne sikkerhedsudstyr.
Dette er en markant fordrejning af virkeligheden, eftersom medarbejdernes velbefindende og velfærd er af vital betydning for United Plantations, hvilket inkluderer alle ansattes sikkerhed, ikke mindst de medarbejdere der håndterer pesticider.
Alle nyansatte, som håndterer pesticider, gives en grundig oplæring, som er baseret på detaljerede standardprocedurer, vedrørende blandt andet brug af det korrekte sikkerhedsudstyr. Løbende efter-uddannelse af alle ansatte foretages jævnligt og der føres et omfattende tilsyn med, at sikkerhedsudstyret anvendes korrekt. Selvsagt bliver alle ansatte, der arbejder med pesticider, udstyret med det fornødne sikkerhedsudstyr.
Men på trods af regler og forordninger angående brug af sikkerhedsudstyr og sikker brug af pesticider, kan ledelsen af United Plantations ikke afvise, at der i visse tilfælde, er episoder, hvor de ansatte tager deres sikkerhedsudstyr af, når ledelsen eller supervisoren ikke er i nærheden. Såfremt dette sker, får den pågældende medarbejder en advarsel, og i gentagelsestilfælde bortvises vedkommende.
Trods omfattende sikkerhedsforanstaltninger, træningssessioner og opsyn, vil det være utroværdigt at påstå og omsonst at antage, at sikkerhedsregler ikke i visse tilfælde bliver brudt af enkelte af de ca. 7.500 medarbejdere hos United Plantations, hvilket antageligvis er tilfældet i alle typer virksomheder i verden. Det er dette som Executive Director, Carl Bek-Nielsen, har udtalt sig om, i nedenfor nævnte citat, men dette kan ikke fremstilles som en tilståelse og siger på ingen måde noget om de faktiske sikkerhedsforhold på United Plantations.
”Der er så nogle tilfælde, hvor, hvis eftersynet ikke er så skrapt og manageren eller supervisoren ikke er omkring, så er der måske nogle af arbejderne, der tager sikkerhedsudstyret af, og det er noget, som man ikke rigtig kan benægte. Det kan man ikke. Altså, det sker desværre af og til”.
United Plantations forbereder retslige tiltag
Konsekvensen af en så overfladisk journalistik, der inkluderer udtalelser, som umuligt kan være rigtige, og misledende beskyldninger, stiller ikke alene spørgsmålstegn ved Politikens integritet og professionalisme, men endnu mere avisens journalists metodik, som under processen har forårsaget betydelige og uberettigede skader for United Plantations.
At medarbejderne, der er blevet interviewet af Politiken og NGO’en Tenaganita, har følt sig manipuleret og er fortørnede over den behandling de har fået, kan United Plantations ikke sidde overhørigt.
De usande påstande har på alvorlig vis miskrediteret United Plantations, der i Selskabets 104 års historie, har haft et renommé som en socialt ansvarlig virksomhed. United Plantations indbringer derfor snarest Dagbladet Politiken for Pressenævnet, og Selskabets advokater forbereder retslige tiltag imod Politiken.
På vegne af United Plantations’ bestyrelse, den 26. oktober 2010
Carl Bek-Nielsen,
Executive Director, United Plantations
Telefon: +605 6411 411
E-mail: cbn@plantations.biz
|